Vindere

Her kan du læse om og blive inspireret af de forskellige idéer og projekter, som tidligere har vundet første-, anden- og tredjepladsen ved Next Level - Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoleelever.

 

 

Mød vinderne af Next Level

 

DM-vinder vil oplagre overskudsenergi i en varm blok grafit

At oplagre overskudsenergi i en varm blok grafit var så god en idé, at tre elever fra Scienceefterskolen Nordborg Slot vandt Next Level – Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoleelever 2023

I både Danmark, Grønland og på Færøerne har elever i månedsvis arbejdet med idéudvikling, markedsresearch og pitchtræning i entreprenørskabsprogrammet Next Level.

Torsdag den 20. april præsenterede de 24 bedste hold grundskoleelever deres idéer til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, som Fonden for Entreprenørskab står bag. Mesterskabet blev holdt på Koldinghus med Camilla Ottesen som vært, og krydret med inspiration fra den unge iværksætter Benjamin Henriksen og musikalsk forkælelse af P3 Talentpris-guldvinder Mekdes.

Alle deltagerne havde forberedt sig grundigt og havde knivskarpe pitches parat, så dommerne var på hårdt arbejde, da de skulle vælge mellem de mange nytænkende og innovative ideer.

Det var dog i sidste ende eleverne Mikkel Lundsgaard Christensen, Thomas Juul Hansen og Daniel Lindtner Røddik Lund fra Scienceefterskolen Nordborg Slot, der med deres idé om at opbevare overskudsenergi fra sol- og vindenergi i en varm blok grafit, der løb med guldet.

- Det er så fantastisk. Vi er chokerede, og det føles helt uvirkeligt. Det har været så fedt at arbejde så intenst med en idé, og fordi det har været vores egen, har det bare motiveret os helt vildt, lød det fra gruppen, da de trådte ned fra scenen.

Om gruppens idé sagde dommerne:

- Holdet har et meget højt fagligt niveau og en virkelig god idé, der er svaret på et højaktuelt problem. Det har derfor kæmpe potentiale.

Andenpladsen gik til gruppen Wull fra Færøerne med en idé om at optimere landbruget med uld i jorden, mens tredjepladsen gik til en gruppe fra Skorpeskolen i Hellebæk, der har lavet et brætspil, der kan lære elever om bæredygtighed og verdensmålene.

 

 

 

Førstepladsen: GRÆNSELØS

Tre elever fra Vesterdal Efterskole i Nørre Aaby vandt Next Level - DM i Entreprenørskab for grundskoleelever i april 2022

Gruppen Grrænseløs, der består af Lina Ina Holmgaard, Vera Toksvig og Baldur Gudmundsson, vandt for deres brætspil "Grænseløs", der oplyser de unge om digitale krænkelser og opfordrer dem til at tage de svære snakke om digital adfærd. Spillet er beregnet til undervisningsbrug i skolen.

- Det er virkelig fedt. Helt vildt. Nærmest surrealistisk, sagde de tre 10. klasses elever nærmest i munden på hinanden, inden Lina Ina Holmgaard tog ordet alene.

- Vi har lært vildt meget af det her forløb. Og vi har lært, at man ikke skal være bange for at kaste sig ud i noget her i verden. Man skal bare holde fast, sagde hun efter sejren.

Med mesterskabstitlen fulgte en check på 10.000 kroner.

 

Andenpladsen: DUE

Tre elever fra Scienceefterskolen Nordborg Slot tog andenpladsen ved Next Level - DM i Entreprenørskab for grundskoleelever i april 2022

Gruppen DUE tog andenpladsen med deres app, som kan holde styr på forbrugernes mange abonnementer til Netflix, Spotify osv. På dem måde kan man sikre, at man ikke betaler for abonnementer, man ikke bruger.

 

Tredjepladsen: OVIS

Fire elever fra fik tredjepladsen ved Next Level - DM i Entreprenørskab for grundskoleelever i april 2022

Gruppen OVIS fik tredjepladsen for deres flyvefærdige idé med at genanvende fåreuld til brug i støjdæmpende lydpaneler.

Førstepladsen: DUEL

Bæredygtige cremer var så god en idé, at to elever fra Eysturskúlin, Nám X på Færøerne vandt Next Level - Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoleelever i april 2021

Gruppen DUEL har i Next Level-forløbet udviklet tre bæredygtige cremer baseret på tang, lakseolie og agurk.

I marts vandt de det Færøske mesterskab, og de har allerede produceret cremerne og skal nu til at overveje, om de skal sætte en reel produktion i gang.

”Vi er overraskede, og vi havde slet ikke forventet at vinde. Vi synes, det har være rigtig spændende at arbejde med vores egen ide, og vi har lært rigtig meget,” lød det fra de to glade vindere, som vandt 10.000 kroner til klassekassen.

Alle deltagere i Next Level 2021 har arbejdet med temaet: Det hjertesunde liv.

Andenpladsen: Sonority

Tre elever fra Sct. Hans Skole i Odense tog andenpladsen ved Next Level - DM i Entreprenørskab for grundskoleelever i april 2021

Gruppen Sonority fra Skt. Hans Skole tog andenpladsen for med idéen om en støjreducerende skillevæg specialudviklet til klasselokaler.

Alle deltagere i Next Level 2021 har arbejdet med temaet: Det hjertesunde liv.

 

Tredjepladsen: Forén

Tre elever fra Vesterdal Efterskole i Nr. Aaby fik tredjepladsen ved Next Level - DM i Entreprenørskab for grundskoleelever i april 2021

Gruppen Forén fik tredjepladsen for deres idé til en app, der skal gøre det lettere for unge at finde idrætsmuligheder i deres nærområde og på den måde inspirere flere til at motionere.

Alle deltagere i Next Level 2021 har arbejdet med temaet: Det hjertesunde liv.

 

Vindere af fotokonkurrencen: Maya og Lea fra Grønland

Førstepladsen: Habitum

Fire elever fra Vesterdal Efterskole i Nørre Aaby vandt Next Level - DM i Entreprenørskab for grundskoleelever i april 2020

Vinderne Habitum har designet en en legetøjsserie, der skal skabe grønne vaner fra barnsben.

Med mesterskabstitlen fulgte en check på 10.000 kroner.

 

Andenpladsen: Selfwatering

Gruppen Selfwatering fra Skorpe Skolen i Helsingør tog andenpladsen ved Next Level - DM i Entreprenørskab for grundskoleelever i april 2020. Det gjorde de med idéen om et selvvandingsystem, som sørger for, at planten får vand, når den har brug for det.

 

Tredjepladsen: Help CSA

Gruppen Help CSA fra Sct Hans skole i Odense vil hjælpe børn i Afrika med at få en uddannelse, og det sikrede dem tredjepladsen ved Next Level - DM i Entreprenørskab.

Eleverne har blandt andet selv syet penalhuse og indsamlet skriveudstyr, der er blevet sendt afsted til et børnehjem i Nigeria.

 

Videopitchkonkurrence: A+A Get Creative

Som noget særligt i 2020 havde vi en videopitchkonkurrence, hvor eleverne på en kreativ måde skulle lave en video om deres idé.

Det var gruppen A+A Get Creative fra Sct Hans Skolen i Odense, der vandt konkurrencen for deres idé om at lave unikke opgavehæfter til børn som er indlagt på sygehusene. 

Førstepladsen: Solstick

Fire elever fra Scienceefterskolen Nordborg Slot vandt Next Level - DM i Entreprenørskab for grundskoleelever i april 2019

Gruppen Solstick vandt med idéen om en UV-indikator, der kan bedømme, hvornår der er behov for et nyt lag solcreme - og dermed undgå at blive solskoldet eller på sigt at få hudkræft.

Med mesterskabstitlen fulgte en check på 10.000 kroner.

Innovative fynske elever vandt DM i Entreprenørskab

Idéen om en fysisk oase for indlagte børn, der stimulerer til bevægelse, leg og kreativitet var så god og gennemtænkt, at fire elever fra Vesterdal Efterskole løb med sejren til Next Level - Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoleelever.

Der var fyldt med innovative ideer og niveauet var højt, da der torsdag den 12. april blev afholdt Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoleelever på Koldingshus.

24 hold fra skoler i hele landet havde kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet, men det blev fire fynske hold, der løb med alle
priserne.

Vinderne blev gruppen med idéen Oasen fra Vesterdal Efterskole. Oasen skal være et fysisk sted, der fx skal indarbejdes på hospitaler, hvor syge børn kan få et inspirerende frirum fra hverdagen, som stimulerer leg og bevægelse. Gruppen har været i kontakt med bl.a. OUH, SMIL-fonden og Trygfonden, der alle synes godt
om idéen.

- Det er en fantastisk følelse at vinde. Det har været rigtig sjovt at arbejde med det her, men også udfordrende. Det har især været spændende at komme ud til så stor en virksomhed som OUH, også fordi de
virkede oprigtigt interesserede i os og vores ide. Det er fedt at vores idé er blevet anerkendt, lød det fra gruppen efter sejren.

Gruppen bag Oasen vandt 10.000 kroner til klassekassen og et todages ophold på science-parken Universe, hvor de bl.a. kan få hjælp og sparring, så de kan arbejde videre med at realisere deres ide.

Kamp om trofæerne

Til Danmarksmesterskabet dystede eleverne i fire kategorier: Bevægelse, Viden & Verden, Velfærd & Samfund og Sprog & Kultur, og der stod unge fynske elever øverst på alle pladserne.

Teamet Knevrekortet fra Vesterdal Efterskole vandt kategorien Bevægelse og den samlede andenplads inkl. 6000 kr., for deres samtalespil til ensomme ældre.

Teamet Live Life Plast fra Sct. Hans Skole i Odense vandt kategorien Viden & Verden og den samlede tredjeplads, som de
blev præmieret med 4000 kroner for. De har udviklet en bæredygtig vakuumpakningspose, som bl.a. skal bruges til at pakke kød i supermarkeder, så man undgår emballagespild og samtidig sparrer penge.

Teamet Human(d) fra Vesterdal Efterskole vandt kategorien Sprog & Kultur med deres videokampagne, der skal få mænd til at tale mere sammen for at modvirke depression.

DM-vinder vil mindske forurening med ko-prutter

Et anlæg, der kan omdanne ko-prutter fra metan til CO2 og dermed spare miljøet for en stor forurening hvert år, løb med sejren, da elever fra hele landet torsdag den 6. april var samlet til NextLevel – Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoleelever.

Den gode idé, kreativitet og innovation var i fokus, da flere end 60 elever fra hele landet torsdag var samlet til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.

Gruppen Danish Global Cooling fra Fuglsanggårdsskolen vandt både deres kategori og blev den samlede vinder af Danmarksmesterskabet.

De har udviklet en idé til et anlæg, der skal monteres ovenpå kostalde, og som kan opsamle den metan, som kommer, når køer prutter. I anlægget er en skorsten, der kan brænde metangassen og på den måde omdanne den til CO2, som er langt mindre skadeligt for miljøet end metan.

- Det er fantastisk at vinde. Vi har haft det sjovt med projektet og vores samarbejde har fungeret rigtig godt, fordi vi har forskellige styrker. Vi vil gerne dedikere sejren til vores lærer Amina, lød det begejstret fra
drengene efter sejren.

Bag Danish Global Cooling står Alfred Steensen, Laurits Riis Lund, Sebastian Egelund Ronan og Axel Søborg. De vandt 3000 kr. for kategorien Viden & Verden og derudover 10.000 kr. som den samlede vinder.

De bedste var samlet til mesterskabet

20 hold havde kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet, men over 900 elever fra 7. – 10. klasse har i løbet af skoleåret arbejdet med innovation og entreprenørskab som en del af undervisningsforløbet NextLevel.

- Jo tidligere man begynder at arbejde med innovation og entreprenørskab, jo større effekt har det. Derfor er det også en fornøjelse at se og høre alle de innovative ideer, som eleverne præsenterer. De har lavet grundig research, samarbejdet og snakket med mange interessenter, og al den erfaring, de får nu, vil gavne dem senere i livet, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab.